Tradition og etikette

Død og begravelse er en naturlig del af livet, om end en vemodig del. Begravelsen eller bisættelsen er en smuk og mindeværdig form for afsked, og er der en mindesammenkomst efterfølgende, er det en afslappet og ofte ganske hyggelig måde at mindes afdøde på. Mange er imidlertid lidt usikre på, hvad der sig hør og bør til højtideligheden – hvilke formelle (og uformelle) regler er der, hvad siger man mv.

Hos Boesens og Archibalds Begravelsesforretning hjælper vi med hele eller dele af processen omkring at arrangere en begravelse eller bisættelse. Og det er sådan, det som regel er – de praktiske aspekter overlades til professionelle; bedemand, præst og personale der, hvor dødsfaldet har fundet sted. De efterladte står gerne for at vælge, hvilket tøj (og eventuelt smykker) afdøde skal have på, hvilke salmer der skal synges i kirken, hvilke blomster der skal pyntes med etc.

Mindesammenkomsten finder sted efter højtideligheden – f.eks. et kaffebord. Mindesammenkomsten kan være privat med kun den nærmeste familie, eller man kan vælge at invitere alle, der møder op til højtideligheden. Det kan enten annonceres via mindesiden, præsten, et familiemedlem eller på et personligt salmeblad, der udleveres i kirken eller kapellet.

Kort tid efter begravelsen eller bisættelsen kan de pårørende sende et takkekort til dem, der deltog og/eller udviste opmærksomhed i forbindelse med højtideligheden. Det kan også klares med en takkeannonce i et eller flere medier.

I Danmark er der flest kristne højtideligheder, hvoraf de fleste er bisættelser (kremering). Antallet af borgerlige bisættelser er i stigning, og her kan vi som bedemænd naturligvis også være behjælpelige. Vi står også gerne til rådighed ved begravelser/bisættelser af folk med andre trosretninger.